Tilbageholdelse af varer på EU's ydre grænse
Indførsel af varer til Danmark fra lande udenfor EU. EU’s toldforordning fastsætter, under hvilke betingelser toldmyndighederne i de 27 medlemslande kan og skal tilbageholde varer fra lande udenfor EU, der mistænkes for at være piratkopier.
Toldmyndigheden (SKAT) kan i henhold til EU’s toldforordning (Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 om toldmyndighedernes indgriben) på eget initiativ tilbageholde varer fra lande uden for EU, som mistænkes for at være piratkopier. Derudover har SKAT hjemmel til at tilbageholde varer, der mistænkes for at være kopivarer, i følgende situationer:- varer, der angives til udførsel
- varer, der angives til genudførsel
- varer, der henføres under en suspensionsprocedure
- varer i transit
- varer, der anbringes i en frizone (frihavn).
Rettighedshaveren skal dog indlevere en formel anmodning om tilbageholdelse inden for tre dage. Rettighedshaveren har også mulighed for at indgive en generel forudgående anmodning til toldmyndighederne om at gribe ind. En sådan anmodning bør indeholde så mange oplysninger som muligt om rettighedshavers produkter, forretnings- og varekendetegn, transportruter mv., således at toldmyndighedernes grundlag for at udarbejde risikoanalyser og gribe ind bliver bedst mulige. Rettighedshaverne kan indgive en generel anmodning om toldmyndighedernes indgriben for enkelte EU-lande eller for samtlige lande.
Når toldmyndighederne har tilbageholdt varer i henhold til toldforordningen, skal de kontakte rettighedshaver og overgive sagen til denne. Vurderer rettighedshaver, at varerne krænker dennes immaterielle rettigheder, skal rettighedshaver indbringe sagen for domstolene, medmindre parterne finder en forligsmæssig løsning, eller rettighedshaver vælger ikke at forfølge sagen. I de tilfælde, hvor varemodtageren ikke reagerer på rettighedshavers henvendelser om sagen, kan rettighedshaver begære varerne destrueret hos toldmyndigheden. Rettighedshaver hæfter for udgifterne til opbevaring af varerne samt for et eventuelt erstatningsansvar, såfremt det f.eks. senere viser sig, at der ikke er tale om en krænkelse. Hvis rettighedshaver ikke ønsker at forfølge sagen eller ikke reagerer på toldmyndighedens henvendelse om mistænkelige varer, skal toldmyndigheden frigive varerne. I SKAT bliver indsatsen mod indførsel af piratkopierede varer fra lande udenfor EU varetaget af Task Force Varemærkeforfalskning, der organisatorisk hører under Skattecenter København.
I varemærkeforfalskelsesloven (lovbekendtgørelse nr 1047 af 20/10/2005 om anvendelse af Det Europæiske Fællesskabs forordning om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder) og i bekendtgørelse nr. 12 af 09/01/2006 om anvendelse af Det Europæiske Fællesskabs forordning om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foranstaltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder, findes supplerende bestemmelser om SKATs indgriben over for forfalskede produkter.
Der gælder særlige regler for SKATs indgriben over for sundhedsskadelige og farlige produkter. Disse regler er nærmere beskrevet i cirkulære nr 9553 af 12/07/2007 om samarbejdet mellem toldmyndighederne og produktsikkerhedsmyndighederne i henhold til Rådets forordning om kontrol med, at produkter indført fra tredjelande overholder produktsikkerhedsreglerne.
Last updated: 6. september 2011

