Lav en strategi
Piratkopiering er en risikofaktor, som en virksomhed bør tage højde for i alle led af et produkts livscyklus, fra idéen opstår til det endelige produkt bliver afsat til forbrugerne. Det er derfor nødvendigt, at virksomheden forholder sig til en række konkrete risikofaktorer, når den skal lave konkrete retningslinier for at forebygge piratkopiering.
Virksomhedens arbejde med dette rummer overvejelser om både
forretningsstrategi
kommunikationsstrategi (både eksternt og internt)
juridiske aspekter
helt praktiske forholdsregler
I forbindelse med udarbejdelsen af strategien kan det være en ide, at tage et "snapshot" af virksomhedens IPR-situation, der afdækker alle relevante problemer for virksomheden.
Nedenfor er gengivet nogle temaer, som det kan være relevant for en virksomhed at forholde sig til, når virksomheden skal lave en strategi for, hvordan man forebygger og forfølger piratkopiering.
For det første bør man sørge for at få indarbejdet overvejelser om piratkopiering i den overordnede forretningsstrategi. Således bør f.eks. planer om flytning af produktion eller andre udviklingsaktiviteter sammentænkes med, hvordan virksomheden undgår piratkopiering af sine produkter. Virksomheden bør identificere risikofaktorer i produktionen af dens produkter og indføre forholdsregler til at imødegå disse risikofaktorer. Strategien kan med fordel inddrage kompetencer fra alle afdelinger i virksomheden, så hele virksomheden bakker op om strategien.
For det andet er det også vigtigt at overveje, hvordan virksomheden vil forholde sig overfor forbrugerne og pressen, hvis virksomhedens produkter bliver udsat for piratkopiering.
For det tredje er det vigtigt, at virksomheden udarbejder en særlig strategi for håndhævelse af virksomhedens rettigheder, hvis der sker piratkopiering af produkterne. På denne måde er virksomheden klar til at reagere hurtigt. Der bør være klare retningslinier for håndtering af piratkopiering, og der skal være de nødvendige ressourcer til rådighed for opgaven.
Der kan næppe opstilles entydige retningslinier for, hvordan en virksomhed bedst håndterer piratkopiering. For nogle er ”nul-tolerance”-politik den bedste løsning. Andre vælger at satse på forligsmæssige løsninger.
Nogle virksomheder vælger af forskellige grunde, herunder bl.a. cost/benefit-analyser, slet ikke at reagere på piratkopiering. Den sidstnævnte løsning er dog formentlig normalt uholdbar på lidt længere sigt. Det kan også være risikabelt for virksomheden at lukke øjnene for problemet i håb om, at problemet forsvinder af sig selv.
Generelt må det tilrådes at handle hurtigt, kontant og ved brug af så mange instrumenter som muligt. Er der mulighed for det, bør der ske sikring af beviser så tidligt som muligt.
Det vil ofte være en god ide at inddrage en eller flere rådgivere i udarbejdelsen af virksomhedens strategi imod piratkopiering.
Last updated: 15. december 2008

