Eksempler på forholdsregler imod piratkopiering

I forbindelse med produktion og produktudvikling bør virksomheden være opmærksom på en række faktorer, som kan forebygge piratkopiering. Her er nogle eksempler på forholdsregler:

Benyttelse af særlige kendetegn på varerne eller emballagen som vanskeligt kan kopieres. Herved bliver det vanskeligere at piratkopiere virksomhedens produkter. Hertil kommer, at det for virksomheden og forbrugerne vil være lettere at skelne piratkopier fra originale produkter. Dette kan ske ved f.eks. indsættelse af små chips i produktet, der både gør det muligt at følge produktets vej frem til forbrugeren og gør det lettere at identificere originale produkter. Der kan også benyttes en kombination af hologrammer, stregkoder og to- eller tredimensionelle mærkater på emballagen.

Løbende kontrol af markedet for piratkopier. Virksomheden kan løbende sikre sig kendskab til piratkopiering af egne varer gennem bistand fra ansatte eller konsulenter på relevante destinationer, så virksomheden kan få "early warning" i tilfælde af piratkopiering. Piratkopierede produkter sættes ofte til salg på Internettet. Det kan derfor være en god ide for virksomheden løbende selv at holde øje med relevante hjemmesider eller få professionelle rådgivere til at gøre det. På den måde kan virksomheden sikre sig et højt informationsniveau om produktion og distribution af piratkopier af virksomhedens produkter. 

Outsourcing og underleverandører. Virksomheden kan undersøge risici ved outsourcing af produktionen til andre lande og tage fremadrettede skridt til at forebygge negative konsekvenser heraf. I relation til underleverandører kan virksomheden inden indgåelse af endelig aftale indhente så meget viden som muligt om fremtidige underleverandører. Hvis virksomhedens underleverandører ikke er troværdige, risikerer virksomheden, at produktionshemmeligheder kan blive misbrugt. Det kan i denne forbindelse være relevant at undersøge om underleverandøren tidligere har været involveret i sager om piratkopiering. Det kan også være relevant at indhente erfaringer fra andre virksomheder, der har benyttet den pågældende leverandør. Virksomheden bør overveje hensigtsmæssige samarbejdsaftaler med juridisk bindende hemmeligholdelsesklausuler med eventuelle underleverandører. Det kan i nogle tilfælde være en god ide at overveje at sprede virksomhedens produktion og underleverancer. På denne måde gør virksomheden det vanskeligere for piratkopiproducenter at eftergøre virksomhedens produktion. I denne forbindelse kan virksomheden sørge for, at de forskellige produktdele bliver produceret forskellige steder eller evt. i forskellige lande og kun bliver samlet et sted, hvor der kan være øget kontrol. I relation til samarbejdspartnere bør IPR-spørgsmål være klart afklaret i aftalegrundlaget. Der bør løbende ske monitering af underlevandører og alle led i handelskæden.

Beskyttelse af forretningshemmeligheder. Beskyttelse af informationer og viden er med til at vanskeliggøre piratkopiering af virksomhedens produkter. Det bliver sværere for piratkopister at få de nødvendige oplysninger om produkterne. Man bør også være opmærksom på, at forretningshemmeligheder - herunder såvel teknologisk viden som f.eks. kundeinformation og markedsanalyser - kan lækkes via bl.a. (tidligere) medarbejdere og (potentielle) samarbejdspartnere. Derfor bør antallet af medarbejdere og samarbejdspartnere, som har adgang til forretningshemmeligheder, begrænses mest muligt. Virksomheden skal også være opmærksom på, hvilke produktoplysninger der benyttes i markedsføringsmateriale og på Internettet, idet disse oplysninger kan benyttes som skabelon for produktion af piratkopier. Frit tilgængelige oplysninger om virksomhedens produkter gør det lettere for piratkopiproducenter.

Bevar et varebibliotek. Til brug for fremtidige håndhævelsestvister bør virksomheden have et fuldstændigt kartotek over virksomhedens markedsføringsmateriale og produkter, herunder produkter, der ikke længere indgår i produktionen.

Hold styr på distributionen af virksomhedens produkter. Det er vigtigt for virksomheden i så vidt omfang som muligt at have styr på afsætningen af virksomhedens produkter. Løbende monitering heraf er også vigtigt. 

Etabler en antipiratkopieringsfunktion på virksomhedens hjemmeside. Der bør være klar information til forbrugerne om, hvordan man undgår at købe forfalskede udgaver af virksomhedens produkter, samt vejledning til hvordan forbrugerne kan orientere virksomheden om konkrete forekomster af forfalskede produkter. På virksomhedens hjemmeside kan også placeres advarsler om eksempler på farlige forfalskede udgaver af virksomhedens produkter. Der har tidligere været tilbageholdenhed omkring sådanne funktioner, men udbredelsen af piratkopiering har gjort sådanne funktioner nødvendige.  

Undersøg mulighederne for patentforsikring. Der findes forskellige muligheder for at tegne patentforsikring, som dækker omkostningerne ved at håndhæve patentrettigheder over for krænkere. Der findes flere oplysninger om patentforsikring på Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.


test