Piratkopierede produkter kan være farlige for brugerne
Piratkopiering handler ikke længere blot om kopiering af mærkevaretøj og luksustasker. Nu piratkopieres næsten alle former for produkter.
En række produkter er sammensat på en sådan måde, at ændringer heri pga. piratkopiering kan have alvorlige følger for forbrugerne. Til disse produkter er typisk knyttet særlige specifikationskrav og godkendelsesordninger. Under denne produktgruppe hører blandt andet fødevarer, drikkevarer, lægemidler, hygiejneartikler, legetøj, elektriske komponenter og apparater samt komponenter til biler, fly mv.
Typisk overholder piratkopisterne ikke de sundheds- og sikkerhedsmæssige forskrifter, som originalprodukterne overholder. Derfor kan piratkopierede produkter være til fare for forbrugernes helbred og sikkerhed. Hertil kommer, at forbrugerne, indkøberne og importørerne ikke har mulighed for at se på produkterne, om de overholder relevante sikkerhedskrav.
Der er også eksempler på, at CE-mærker bliver kopieret. Et CE-mærke på et produkt betyder, at produktet lever op til fælleseuropæiske mindstekrav til sundhed og sikkerhed. Mange produkttyper må ikke markedsføres, sælges og tages i brug inden for EU/EØS, medmindre de er CE-mærkede. Ordningen omfatter bl.a. legetøj, byggevarer, maskiner og produkter inden for det elektriske og medicinske område. Piratkopiering udføres nu så professionelt, at CE-mærker bliver kopieret parallelt med produkter og varemærker. Det betyder, at et CE-mærke på et produkt ikke altid udgør en garanti for, at produktet er ægte og overholder de fælleseuropæiske mindstekrav.
Inden for elektronik- og maskinområdet samt motorer, biler mv. er der risiko for, at piratkopierede produkter ikke overholder tekniske specifikationer i relevant regulering. Dette kan medføre produktbrud, eksplosioner, brand, elektriske stød mv.
For en række produktgrupper består risikoen i, at piratkopierede produkter kan indeholde stoffer, som ikke er godkendte. Fysisk kontakt med produkterne kan føre til reaktioner hos forbrugerne, herunder allergiske reaktioner. Det kan dreje sig om tøj eller legetøj, som indeholder ulovlige farvestoffer eller hygiejneartikler med ulovlige kemiske indholdsstoffer.
Forfalskede lægemidler er farlige. De er uden for myndighedernes kontrol og indeholder i mange tilfælde ingen aktive stoffer. Alternativt indeholder de forfalskede lægemidler aktive stoffer, men i en forkert dosis og sammensætning. Hertil kommer, at de ikke fremstilles og opbevares under rette forhold. I de velstillede lande er forfalskede lægemidler koncentreret om livsstilslægemidler.
Det legale distributionsnet for lægemidler er i Danmark meget sikkert, og her er ikke fundet forfalskede lægemidler. Forfalskede lægemidler kan typisk komme til Danmark via internetkøb fra udlandet.
Last updated: 6. september 2011

