Ny artikel om strafudmåling i sager om piratkopiering
Strafudmåling inden for ophavsretsområdet
I en nylig udgave af Ugeskrift for Retsvæsen (nr. 25 af 26. juni 2010) har advokat Peter Schønning og advokatfuldmægtig Maria Fredenslund, begge fra Johan Schlüter Advokatfirma, skrevet en artikel om strafudmålingen i sager om piratkopiering inden for ophavsretsområdet.
Strafferammen for piratkopiering af ophavsretligt beskyttede værker blev skærpet ved en lovændring i 2004. Lovændringen medførte, at ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter nu kan give op til 6 års fængsel i henhold til straffelovens § 299b. Denne bestemmelse i straffeloven blev i øvrigt, med virkning fra 1. januar 2009, udvidet til også at omfatte piratkopiering af produkter, som er beskyttet efter lovgivningen om henholdsvis varemærker, design, patenter, brugsmodeller og radio- og fjensynsvirksomhed.
Artiklen behandler udviklingen i retspraksis for straffesager på ophavsretsområdet, i lyset af motiverne for lovændringen fra 2004, og indeholder en informativ oversigt over straffesager vedrørende piratkopiering inden for det ophavsretlige område.
Sidst opdateret: 6. juli 2010

