EU Kommissionen offentliggør tal for 2009
Tal for EUs toldmyndigheders indgreb over for piratkopier og varemærkeforfalskninger i 2009 foreligger nu
EU-kommissionen har i dag offentliggjort statistikken for indgriben over for piratkopierede og varemærkeforfalskede varer i 2009. Der er link til statistikken fra denne facilitet her på hjemmesiden. Herfra kan du også finde Kommissionens pressemeddelse og FAQ i anledning af rapporten om tallene for 2009.
I 2009 blev der registreret indgriben i 43.500 sager, hvilket svarer til mere end 118 millioner varer. Det fremgår af Kommissionens rapport, at mens det tidligere mest var luksus-varer, der blev piratkopieret og varemærkeforfalsket, er det nu i stigende grad dagligdags produkter, som f.eks. shampoo, tandpasta, legetøj, medicin og husholdningspræparater, som udgør en potentiel fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Blandt de tilbageholdte varer, er andelen af dagligdags produkter, som potentielt kan være farlige for forbrugernes sikkerhed og sundhed, 17 millioner varer eller svarende til 18 % af de tilbageholdte varer.
De fleste af de tilbageholdte varer kommer fra Kina (64%), mens det inden for visse varer-grupper er De Forenede Arabiske Emirater og Egypten, som står for størstedelen af kopivarerne.
Kommissionens rapport viser, at antallet af tilbageholdelsessager generelt er steget støt siden 2000, hvor der var knap 5000 sager, til 2009, hvor der som nævnt ovenfor var 43.572 sager. Tallene for 2009 viser dog for første gang et fald i det samlede antal tilbageholdelsessager og i antallet af tilbageholdte varer. I Kommissionen FAQ angående 2009-statistikken (tilgængelig via det ovennævnte link) fremgår det, at baggrunden for dette fald primært skal findes i den globale finansielle krise. FAQ'en bemærker derudover, at der i 2008 skete nogle masse-tilbageholdelser af CD'er og DVD'er, som forklarer de særligt høje tal for 2008, hvorfor 2009-tallende bør sammenlignes med tallene fra 2007.
Antallet af generelle forudgående anmodninger, fra virksomhederne til toldmyndighederne om indgriben, er steget fra ca. 1000 anmodninger i 2000 til knap 15.000 i 2009. Vejledning om indgivelse af en anmodning om indgriben til toldmyndighederne, og information om SKATs kontrolindsat i øvrigt, kan findes her.
Sidst opdateret: 22. juli 2010

