Piratkopierede produkter kan være en trussel mod væsentlige samfundsinteresser

Piratkopierede produkter kan være en trussel mod den almindelige sundhed og sikkerhed for befolkningen, og piratkopiering kan være et led i organiseret kriminalitet.

Piratkopierede varer kan være sundhedsskadelige eller farlige, fordi de er uden for myndighedernes kontrol og ikke opfylder de gældende regler for sikkerhed. Det gælder såvel lægemidler og legetøj som andre typer varer som f.eks. reservedele til biler og elektriske apparater. En række produkter er sammensat på en sådan måde, at ændringer heri pga. piratkopiering kan have fatale følger for forbrugerne. Til disse produkter er typisk knyttet særlige specifikationskrav og godkendelsesordninger. Under denne produktgruppe hører blandt andet fødevarer, drikkevarer, lægemidler, hygiejneartikler, legetøj, elektriske komponenter -og apparater samt komponenter til biler, fly mv.

Typisk overholder piratkopiproducenterne ikke de sundheds- og sikkerhedsmæssige forskrifter, som originalprodukterne overholder. Derfor kan piratkopierede produkter være til fare for forbrugernes helbred og sikkerhed. Hertil kommer, at forbrugerne, indkøberne og importørerne ikke har mulighed for at se på produkterne, om de overholder relevante sikkerhedskrav. Der er også eksempler på, at CE-mærker bliver misbrugt. Et CE-mærke på et produkt betyder, at produktet lever op til fælleseuropæiske mindstekrav til sundhed og sikkerhed. Mange produkttyper må ikke markedsføres, sælges og tages i brug inden for EU/EØS, medmindre de er CE-mærkede. Ordningen omfatter bl.a. legetøj, byggevarer, maskiner og produkter inden for det elektriske og medicinske område. Piratkopiering udføres nu så professionelt, at CE-mærker bliver misbrugt parallelt med piratkopiering af produkter og varemærker. Det betyder, at et CE-mærke på et produkt ikke altid udgør en garanti for, at produktet overholder de fælleseuropæiske mindstekrav.
 
Inden for elektronik- og maskinområdet samt motorer, biler mv. er der risiko for, at piratkopierede produkter ikke overholder tekniske specifikationer i relevant regulering. Dette kan medføre produktbrud, eksplosioner, brand, elektriske stød mv.
 
For en række produktgrupper består risikoen i, at piratkopierede produkter kan indeholde stoffer, som ikke er godkendte. Fysisk kontakt med produkterne kan føre til allergiske reaktioner hos forbrugerne. Det kan dreje sig om tøj eller legetøj, som indeholder ulovlige farvestoffer eller hygiejneartikler med ulovlige kemiske indholdsstoffer.
 
Forfalskede lægemidler er farlige. De er uden for myndighedernes kontrol og indeholder i mange tilfælde ingen aktive stoffer. Alternativt indeholder de forfalskede lægemidler aktive stoffer, men i en forkert dosis og sammensætning. Hertil kommer, at de ikke fremstilles og opbevares under rette forhold. I de velstillede lande er forfalskede lægemidler koncentreret om livsstilslægemidler. Det legale distributionsnet for lægemidler er i Danmark meget sikkert, og her er ikke fundet forfalskede lægemidler. Forfalskede lægemidler kan typisk komme til Danmark via internetkøb fra udlandet.

Piratkopierede varer er en trussel mod væsentlige samfundsøkonomiske interesser. Piratkopiering krænker ikke blot den enkelte rettighedshavers økonomiske interesser, men har en række afledte samfundsøkonomiske konsekvenser. Det danske samfund er i stigende grad blevet et vidensafhængigt samfund, der er afhængig af innovation og kreativitet. Piratkopiering forrykker den frie konkurrence mellem virksomhederne, fordi piratkopiproducenter bringer sig i en uforholdsmæssig fordelagtig position. Hertil kommer, at piratkopierede varer kan udøves som led i organiseret kriminalitet eller indgå som en del af finansieringen af organiseret kriminalitet. Kriminelle grupper kan således opnå en del af deres finansiering gennem salg af falske varer.


test