Sikkerhedsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsen er en del af Økonomi- og Erhvervsministeriet. Styrelsen blev etableret 1. januar 2004 ved at sammenlægge opgaver omkring gassikkerhed (Danmarks Gasmateriel Prøvning), elsikkerhed (Elektricitetsrådet), produktsikkerhed (Forbrugerstyrelsen), akkreditering og metrologi (Erhvervs- og Boligstyrelsen) og fyrværkeri (Beredskabsstyrelsen). Det skal være sikkert og trygt for borgerne at omgive sig med el, gas, fyrværkeri og almindelige forbrugerprodukter i dagligdagen. Sikkerhedsstyrelsen vil være garant for sikkerheden og skabe tryghed i de danske hjem. Styrelsens opgaver er fokuseret på de sikkerhedstekniske aspekter ved brande, ulykker og eksplosioner. Styrelsens vision er at være toneangivende på det sikkerhedstekniske område i Danmark, Europa og internationalt.
Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer produkters og tjenesteydelsers sikkerhed efter produktsikkerhedsloven. Styrelsens kontrol foretages bl.a. gennem opsøgende markedskontrol, projekter på specielle varegrupper og via henvendelser fra forbrugere og pressen. Sstyrelsen har kontrolbeføjelser i form af visse tvangsindgreb.
Produktsikkerhedsloven er en ”paraplylov”, der regulerer forhold, hvor der ikke findes anden særlovgivning på området. I tilfælde, hvor der i lovgivningen er fastsat bestemmelser om forebyggelse af fare ved særlige produkter og tjenesteydelser, udøver den myndighed, der administrerer loven, kontrol i henhold til produktsikkerhedsloven. Produktsikkerhedsloven har til formål at regulere, at der alene er sikre produkter på markedet. Produktsikkerhedsloven kan således kun anvendes i forhold til piratkopiering, hvis et piratkopieret produkt ikke er sikkert.
På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside findes flere oplysninger om styrelsens arbejde.
Last updated: 15. december 2008

