Rejsevejledning
Tænk dig om inden du køber en piratkopi på en rejse!
Med til en ferie hører ofte afslapning, café- og restaurantbesøg – og for manges vedkommende også shopping!! Det er ikke et særsyn, at du vil blive mødt af gadesælgere, der altid har et godt tilbud, eller du kan gå på de lokale markeder, hvor det bugner med farvestrålende varer lige fra tørklæder til tasker, ure og elektronikvarer i alle afskygninger. De har det hele – og ofte til en pris du ikke kan modstå!
Men vær opmærksom, i mange tilfælde er der tale om piratkopier! Der er tale om piratkopiering, når nogen bevidst og slavisk har efterlignet en andens varemærke og ofte også produkt. Formålet med efterligningen er, at du som forbruger skal tro, du køber den ægte vare. Producenterne af piratkopier bliver stadig mere professionelle, og det kan derfor være meget vanskeligt at adskille kopierne fra originalerne – særligt når du står på et marked og ikke har begge produkter i hænderne til at sammenligne. Tidligere var det især luksusvarer, som f.eks. dyre mærkevaretasker, men i dag bliver alt kopieret lige fra legetøj, batterier og parfume til lægemidler.
Det er måske ikke nogen overraskelse for dig, at der findes piratkopier, men i nogle lande er det ulovligt at købe piratkopierede varer. Hertil kommer, at piratkopier kan være sundhedsskadelige og farlige at bruge, ligesom det kan være organiserede kriminelle, der står bag piratkopieringen og tjener penge på det.
Last updated: 6. september 2011

